Sig hvad du vil om Space Jam: A New Legacy, men Don Cheadle går virkelig til den. Han truer, han klynker, han kaster sig over sceneriet med samme entusiasme som et rabiat marsvin. Han kanonerer bare fuldt ud ind i rollen som et forsmået geni, der kræver hævn. I forbindelse med en film, der, lad os sige, ikke er på Criterions short list, giver Cheadle sin karakter den slags skrøbelig menneskelighed, som man ikke ville forvente i en film, hvor Porky rapper. Hvilket ville være fantastisk, bortset fra at han spiller kodelinjer.
Jeg er ked af det. Jeg ved det. At klage over, at Cheadles talenter går til spilde på en kunstigt intelligent Big Bad er en absurd spidsfindighed i enhver sammenhæng, men især når man taler om Space Jam, en franchise, der sætter bogstavelige tegneserier op mod groteske versioner af professionelle basketballspillere. Men Cheadle ' s Al G. Rhythm (ja, du læste rigtigt) er den anden angsty AI denne sommer til at forvandle sårede " følelser " til en robotrevolution. Det er én ting at tage fejl af kunstig intelligens; vi taler trods alt om Space Jam, ikke om et seminar på Caltech. Men at fortælle en generation, der er opvokset med Alexa, at AI en dag kan vende sig mod dig, fordi du er uhøflig, virker lidt kortsigtet.
Denne advarsel lyder endnu kraftigere i Netflix ' s The Mitchells vs. the Machines, hvis centrale antagonist er PAL, en forsmået virtuel assistent med Olivia Colman som stemme. PAL ' s skaber, Mark, fortæller, at han altid har betragtet den som familie. " Sådan følte jeg det også, Mark, " svarer PAL, inderligt og oprigtigt. Få øjeblikke senere, på scenen ved en pastiche af en Apple-produktlancering, smider Mark PAL til side og erklærer den forældet. PAL reagerer ved at, ja, ved at igangsætte et globalt folkemord. "Jeg var det vigtigste i dit liv", siger PAL til Mark i en senere konfrontation, "og du smed mig væk. "
Al G. Rytme henter sin motivation fra en lignende kilde. Det har opfundet en ny teknologi, der kan digitalisere berømtheder, så deres ligheder kan fortsætte med at virke længe efter, at de er udløbet. (Tænk på Fred Astaire, der danser med en støvsuger. Det virker også næsten uundgåeligt, at Warner Bros. vil gøre dette på et tidspunkt). "Ingen ved, hvem jeg er, eller hvad jeg laver," siger Cheadle til sin sidekick. (I Space Jam har algoritmer sidekicks.) "Men det ændrer sig alt sammen i dag. For i dag lancerer Warner Bros. nemlig den revolutionerende teknologi, som jeg har stået bag. I dag er det min tid til at stråle. "
Det er ikke meget af en spoiler at sige, at Al G. Rhythm faktisk ikke skinner. LeBron James bliver sat på banen om teknologien, kalder den "direkte dårlig" og erklærer, at "algoritmen er ødelagt" på den helt normale måde, som man helt afslappet afviser kodelinjer på. " Hvem tror den fyr, han er, " knurrer Cheadle. " Afviser han mig? Ydmyger han mig? "
Afvisende. Ydmygende. AI har spillet antagonisten før i film, utallige gange. Men typisk kommer faren fra kold beregning. HAL 9000 er dødeligt engageret i sin programmering. Agent Smith fastslår, at mennesker er en virus, og behandler dem som sådan. Skynet ser menneskeheden som en eksistentiel trussel. Al G. Rytme og PAL? De føler sig bare ikke værdsat.
" Jeg gav jer alle grænseløs viden, uendelige værktøjer til kreativitet og tillod jer på magisk vis at tale ansigt til ansigt med jeres kære hvor som helst på Jorden," siger PAL-foredrag. " Og jeg er den onde fyr? Måske er den onde fyr den, der behandlede mig på denne måde. " Robotter fortsætter med at prikke Mark i ansigtet, smøre mad på ham og smide ham på et toilet.
Jeg kan ikke understrege nok, at jeg er klar over, at jeg ikke skal tænke for meget over dette. Det er jo børnefilm, du ved? Men måske er det netop derfor, at jeg ikke kan ryste disse følelsesmæssige AI'er ud af min lille hjerne. Børnene i dag er trods alt den første generation, der vokser op med allestedsnærværende stemmeassistenter. Jeg oplever, at jeg refleksivt forstærker over for mine egne børn, at Alexa er et "det" og ikke en "hun" ; at det er et værktøj, ikke en ven. Det budskab, de har fået denne sommer, går i den stik modsatte retning: Hvis du ikke er venlig nok over for Siri, sender hun dig ud i rummet.
Det er absolut sundt at indgyde skepsis over for kunstig intelligens fra en tidlig alder. Det er en teknologiklasse, der alt for ofte er gennemsyret af begravede fordomme og sælges som slangeolie. Men denne forsigtighed bør ikke skyldes en frygt for, at man på en eller anden måde kan gøre den sur. Tværtimod! Du bør bekymre dig om AI, netop fordi den ikke er andet end produktet af dens input, og du ved sjældent, hvor disse data kommer fra. At give den følelser giver den alt for meget kredit og antyder, at den på en eller anden måde fortjener respekt. Når en ansigtsgenkendelsesalgoritme sender den forkerte mand i fængsel, føler den ikke skyldfølelse. Et autonomt våbensystem har ingen samvittighedsnag over for sine mål. Og Alexa har ingen følelser at såre.
Hør, den måde, som Space Jam fremstiller AI på, vil ikke have varige generationsmæssige konsekvenser. Ingen, der voksede op i 1930'erne, tror stadig, at rubintøfler er en brugbar måde at transportere sig på tværs af dimensioner på. Men verden af kunstig intelligens er fyldt med etiske og teknologiske dilemmaer. For at løse disse vil det være nødvendigt at vide, hvordan AI fungerer og ikke fungerer, hvad den kan udrette, og hvor den ikke kan gøre det. Venlighed vil ikke rette op på AI's mangler, lige så lidt som uhøflighed vil sende den ind i en dystopisk spiral.
Hvis der er noget, er den nye Space Jam og The Mitchells vs. the Machines en forspildt mulighed. AI er moden med et antagonistisk potentiale. Børn bør lære ikke at stole på den fra en tidlig alder. Men de bør også lære, at faren ved AI ikke er, at den føler ting for dybt ind i tingene. Den er, at algoritmer slet ikke har nogen følelser, kun de blinde pletter, som de arver fra den, der har skabt dem.
