I en tid med robothunde og robotter med AI-maskiner, der laver gyserfremkaldende parkour-præstationer, er det nogle gange betryggende at tænke på en fremtid, hvor robotter bare er varme, bløde venner, eller - endnu bedre - en fremtid, hvor de alle ligner Charles fra Brian og Charles.
Charles, der er omkring 2,5 meter høj og har en mave, der er lavet af noget, der ligner en vaskemaskine, traver rundt på det walisiske landskab som et nyfødt føl, der er lige så tilfreds med en tallerken kogt kål som de fleste af os ville være med en syvretters middag. Han bliver skabt, da Brian (spillet af forfatteren David Earl), der er ramt af en depression, beslutter sig for at prøve at opfinde noget nyt. Lynet slår ned - måske bogstaveligt talt - og Brian og Charles' liv ændres for altid.
David Earl: Han har altid fundet på fjollede idéer. Da jeg lavede ham live, kom han med vittigheder, men de var lidt skæve og virkede ikke helt. Nu er det det samme, idet han bygger opfindelser, der ikke er helt rigtige og ikke helt fungerer. I denne film er han bare en smule mere sympatisk og måske lidt mere elskelig. Vi forsøgte at gøre filmen mere tilgængelig.
Når jeg spillede ham i komedieklubber, var jeg en smule mere hårdhændet, lidt mere defensiv. I filmen er han forhåbentlig en smule mere sympatisk.
Det er han, og han er også lidt ked af det. Ikke på en dårlig måde, men på en måde, som seerne kan relatere til, fordi ensomheden er meget reel.
Earl: Men det er positivt! Han ser altid på den lyse side, hele tiden.
Han har en selvtillid til sine egne kreationer, som jeg tror, at alle vil beundre. Hvordan kan du forholde dig til det?
Earl: Da vi skrev den, kiggede vi på nogle dokumentarfilm, som American Movie, som er min yndlingsfilm. I den handler den bare om [Mark Borchardts] beslutsomhed i forhold til at få lavet film. Måske blev de ikke så gode, men han fik dem lavet. Så der er helt sikkert en indflydelse på Brian der.
Der var en anden, der hed Monster Road, om en eneboer, der lavede disse små lermodeller.
Jeg føler, at hvis du nogensinde skaber noget, er de fleste ting, du laver, ikke særlig gode, eller de har i det mindste potentiale til at blive forfærdelige. Så man bevæger sig altid på den hårfine linje, når man finder på noget nyt.
Brian og Charles opstod for et par år siden som en kortfilm. Hvor kom ideen om Charles fra?
Chris Hayward: Han havde et lille internetradioshow, hvor folk kunne ringe ind, og han kunne tale med dem. Vores ven Rupert [Majendie] ringede ind, men han talte ikke. Han brugte et computerprogram, hvor han skrev det, han ville sige, og så læste den det op med forskellige mærkelige stemmer. En af stemmerne var Charles' stemme.
Jeg lyttede til den - vi var alle venner på det tidspunkt - og deres dialog var så sjov, at vi talte om at lave den som et liveshow. Jeg havde ingen idé om, hvordan jeg skulle bygge robotkostumet, men i et par år lavede vi det som et liveoptræden ved comedy-shows, hvor jeg var i Charles-kostumet og talte med Brian, og Rupert skrev dialogen ind.
Vi gjorde det bare for sjov, mens vi håbede, at det ville tage fart på en eller anden måde. Det gjorde det ikke, så vi endte med at lave en kortfilm. Det førte til sidst til spillefilmen, men det var en lang proces.
Hvordan fungerer det på settet? Du arbejder ud fra et manuskript. Sidder Rupert stadig ved siden af med et tastatur og trykker på stikord?
Hayward: Alle Charles' dialoger i manuskriptet blev indspillet på forhånd. Når vi lavede scener indendørs, kunne Rupert udløse dialogen. Han kunne også improvisere, hvis vi lavede en improviseret scene.
Hvis vi filmede udenfor, ville jeg sige dialogen, fordi vi ikke kunne få den bærbare computer til at fungere udenfor. Så jeg var nødt til enten at lære dialogen udenad, eller nogle gange improviserede vi små scener. Så kunne vi i efterbehandlingen rode rundt med Charles' dialog, hvilket betød, at vi kunne justere alle replikkerne, eller vi kunne ændre dem helt. Det gav os en masse frihed til at finjustere.
Hvordan ændrede du Charles til filmen? Han ser lidt anderledes ud, end han har gjort tidligere. Hvad er nyt ved Charles 2.0?
Hayward: Det originale hoved købte jeg bare på eBay, og fordi vi har spillet mange livekoncerter, så det efter tre år ud til at se lidt slidt ud.
Vi skulle have omkring fire hoveder samlet til hans forskellige inkarnationer i filmen, så det første problem var at finde disse hoveder, for jeg havde først fået dette hoved omkring syv år tidligere. [Instruktøren] Jim [Archer] gennemsøgte internettet for at finde disse hoveder, hvilket var vanvittigt, men han fandt dem til sidst.
Men da de dukkede op, kom de faktisk fra Amerika, og de så lidt anderledes ud. De var mere flotte og mere solbrændte, og de havde en slags lyserøde læber. Det var lidt Charles, men det var ligesom Hollywood-versionen, så det var det, vi valgte.
Der er så mange ting i filmen, der aldrig rigtig bliver taget op, hvilket gør den lidt magisk. Vi ved f.eks. ikke rigtig, hvordan Charles kom til live, eller hvordan han spiser sine elskede kålhoveder. Hvordan besluttede du dig for ikke at forklare noget?
Hayward: Da vi for eksempel først ser Charles komme til live, ønskede vi, at lynet skulle være lidt af en rød tråd. Der er også tanken om, at hr. Williams, musen, var kommet ind i Charles' hoved.
Vi filmede faktisk en scene, hvor musen kom ud af Charles' mund, men det så så så modbydeligt ud. Det ligner Raiders of the Lost Ark, hvor der kommer en pyton ud af kraniet. Det så så så grotesk ud, at vi tænkte: "Det er ikke den komiske effekt, vi er ude efter." Så det er derfor, vi får Brian til at forklare, hvad der skete.
Earl: Brian har ikke en anelse om, hvordan det sker.
Hayward: Det er egentlig ligegyldigt, om det er en mus. Han er ikke engang selv sikker på, hvordan det er sket.
Bare fordi musen fik elektriciteten til at fungere, forklarer det ikke, hvordan Brian lærte at programmere AI-programmering.
Earl: Ja, vi ønsker ikke, at den tråd bliver trukket ud.
Hvorfor er Charles det, som Brian har brug for i løbet af filmen, og hvorfor er Brian det, som Charles har brug for?
Hayward: Han siger, at han bygger en robot for at hjælpe til i huset og løfte ting. Vi ved dog, at han helt klart er alene, men han vil aldrig indrømme det. Han ved det måske ikke engang, men det er han helt klart. Så han bygger Charles som en slags ven.
Det ser ud til at hjælpe ham til at vokse op, eller til at blive mere modig.
Hayward: Han bliver mere ansvarlig. Hvis man får børn, bliver man mere ansvarlig. Det får en til at vokse op. Og jeg vil ikke komme ind på spoilere, men det får ham også til at stå op for sig selv og få mere selvtillid til at tale med folk.
Har arbejdet med Brian og Charles i så mange år fået jer to til at tænke mere over AI? Har I lært noget om det? Har I gjort jer nogle tanker om glæderne eller farerne?
Hayward: Jeg ser jævnligt på AI-ting, og for det meste skræmmer det mig. Når jeg ser på de robotter ... der er en video af disse enorme robotter, der laver parkour, og jeg ser den og tænker bare: "De tingester kunne på et tidspunkt i fremtiden hamre min dør ind og marchere os alle ned ad gaderne." Hver gang jeg hører om robotter, er det som om, "Åh, nu skal vi sætte våben på droner", og man tænker "Åh, okay".
Jeg mener, hvis AI's højdepunkt er Charles, vil vi klare os fint, for vi kan bare skubbe robotterne over. Men jeg er mere bekymret for de robothunde, som jeg har set på videoer, der går rundt og forsøger at angribe.
De er virkelig skræmmende. Hvis de havde fået dem til at ligne Charles, ville vi alle være med, men i stedet ligner de bare krigsmaskiner.
Hayward: Præcis. Det er de mærkelige hunde, der går med bøjede arme. Det er ligesom, "Hvad? Hvad er det? Hvorfor har du lavet det? Hvad skal det gøre?"
Earl: Jeg stikker bare hovedet i sandet. Jeg ved ikke noget om noget af det.
At spille én karakter i løbet af mange år er ikke noget, som vi nødvendigvis ser meget af i USA, selv om det sker. Traditionen er stærkere i Storbritannien, hvor en karakter kan leve over flere projekter og årtier.
Hvad tror du, der kalder dig tilbage til Brian? Har du ham styr på ham, eller prøver du stadig at finde ud af ham?
Earl: Jeg tror, det er bare at finde et projekt. Da vi skrev det her, kom After Life på samme tid, og jeg tænkte ikke rigtig ind i fremtiden. Halvandet år senere er begge projekter udkommet samtidig, og de har begge den samme karakter. Jeg tænkte virkelig ikke fremad.
Det har altid været et ønske om at finde et projekt at sætte Brian ind i. Jeg ville finde en historie, hvor jeg kunne sætte ham ind. Nu synes jeg også, at det er meget nemt at gå ind i disse manerer og reagere på andre figurer og robotter. Det er som en vane.
Er der en kim af dig i Brian? Er Brian bare en forbedret eller nedgraderet eller parallel version af dig?
Earl: Jeg ved ikke, hvad Brian er, for der har været så mange forskellige inkarnationer. Han er gået fra genert til grov og aggressiv til sjov. Jeg ved ikke, hvad han er.
Så jeg er nødt til at spørge, hvordan Charles-kostumet egentlig fungerer? Det virker indlysende, når man ser på det, men hvordan er det indeni?
Hayward: Så det er en forstærket papkasse. Mannequinhovedet sidder på en pind, som man plukker affald med, og den er en mund. Jeg betjener hovedet med den ene hånd, og min anden arm stikker ud i siden. Så jeg har en arm, som jeg kan bevæge, og den anden er falsk.
Jeg har også sat et stort sæt rustning på mine skinneben, som en ridderrustning på mine ben for at give lidt led på knæene. Vi forsøger altid at få benene til at se mindre menneskelige ud. Så jeg var nødt til at have store bukser på og sætte metalstykker på, hvor vi kunne, for at få det til at ligne mine spinkle ben mindre. Sammen med det blå øje, ja, det er Charles.
Earl: Vi har altid ønsket, at publikum skulle sige: "Det er jo bare en fyr i en kasse." Det handler bare om frækhed.
